Vores anden søn, Bo, kom ind i vores liv med mere, end vi havde regnet med: uendelige refluksture, gennemblødte trøjer og en lille dreng, der simpelthen ikke ville sove. Vi prøvede alt. Intet hjalp længe nok.

Indtil en fra vuggestuen foreslog, at vi skulle prøve uld. Ærlige fibre, der holder på varmen uden at lagre fugt — præcis, hvad en urolig babykrop har brug for. Det virkede. Bo sov. Vi sov. Og stoffet blev overraskende tørt selv i de vådeste øjeblikke.

Men det var 2020, midt i en nedlukning, hvor online-shopping var det eneste, der var. At finde smukt uldtøj — i blød kvalitet, i farver, der gjorde os glade — fandtes simpelthen ikke. Ikke til Bo. Ikke til andre babyer. Så vi satte os sammen ved køkkenbordet og begyndte at tegne det, vi ikke kunne købe.

Sådan blev Lille Barn til. Ikke et modemærke — et svar på en alt for lang nat.